Seneste udgave – vedtaget 15. august 2021.
Vedtægter
Øllekolle Grundejerforening ved Tisvilde Strand
1. Navn og hjemsted
- 1.1. Foreningens navn er ØLLEKOLLE GRUNDEJERFORENING VED TISVILDE STRAND (herefter kaldet ”ØGF”) med hjemsted i Gribskov Kommune.
- 1.2. Foreningen omfatter de parceller,der erudstykket fra matr.nr.11a af Tisvildeby,Tibirke sogn.
- 1.3. Bestyrelsen kan optage medlemmer fra andre parceller, der ligger ud til foreningens veje på samme vilkår som de ordinære medlemmer. Dog følger medlemskabet parcelejeren, og ved ejerskifte ophører medlemskabet straks, og de udleverede strandnøgler afleveres til foreningen. Desuden opkræves et indskud på kr. 5000,00, som ikke kan refunderes.
2. Formål
- 2.1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes fællesinteresser med hensyn til deres ejendomme inden for foreningens område, herunder vedligeholdelse af ØGF’s strandgrund og trappe til strand på Nordre Strandvej.
- 2.2. Foreningen har skøde på udstykningens veje (matr. nr. 11a og 11kv) og på udstykningens strandgrund (matr. nr. 11ab). Disse ejendomme kan ikke afhændes eller pantsættes uden generalforsamlingens beslutning herom.
- 2.3. Foreningen kan – såfremt det måtte anses for hensigtsmæssigt – under en eller anden form træde i samarbejde med anden grundejersammenslutning efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.
3. Medlemskab
- 3.1. Medlemskabet er frivilligt. Medlemskabet følger parcellen i tilfælde af ejerskifte.
- 3.2. I tilfælde af ejerskifte indtræder den nye ejer i den tidligere ejers forpligtelser over for ØGF.
- 3.3. Medlemskabet har virkning fra overtagelsesdagen, men en erhverver kan først udøve stemmeretten, når ØGF’s kasserer har fået meddelelse om ejerskiftet, og eventuelle restancer er betalt.
- 3.4. Medlemskabet giver ret til at få udleveret nøgle til ØGF strandgrund og trappe.
- 3.5. Medlemmet forpligter sig til at foretage kontingentbetalingen via den automatiserede opkrævning foreningen er tilknyttet.
- 3.6. Udmeldelse af ØGF kan ske ved meddelelse herom til ØGF’s kasserer med minimum en måneds varsel til udløbet af et regnskabsår. Medlemmet kan ved udmeldelsen ikke gøre krav på nogen del af foreningens formue.
- 3.7. Når et medlem afhænder sin parcel eller på anden måde ophører med at være ejer af den, ophører medlemskabet automatisk og uden at den pågældende kan gøre krav på nogen del af foreningens formue. Medlemskabet overgår herefter til parcellens nye ejer jvf. § 3.3.
- 3.8. Ved udtræden af foreningen skal de udleverede nøgler til ØGF’s strandgrund returneres til kassereren.
- 3.9. Såfremt årets kontingent ikke er betalt med udgangen af et kalenderår, kan bestyrelsen beslutte at ekskludere medlemmet.
- 3.10.Medlemmet forpligter sig til at betale årligt bidrag til foreningens vejbidragskonto via den automatiserede opkrævning foreningen er tilknyttet.
- 3.11. Medlemmet skal efterleve de gældende ordensregler.
4. Generalforsamling
- 4.1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
- 4.2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år senest i juni måned og indkaldes ved opslag på foreningens hjemmeside www.oellekollegrundejere.dk og foreningens opslagstavle senest 14 dage før generalforsamlingen.
- 4.3. Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal indeholde:
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsens beretning
- Regnskab
- Budget for det kommende år
- Fastsættelse af kontingent
- Forslag fra medlemmer
- Forslag fra bestyrelsen
- Valg af formand, vælges i lige år
- Valg af kasserer, vælges i ulige år
- Valg til bestyrelsen, 2 medlemmer i lige år
- Valg til bestyrelsen, 1 medlem i ulige år
- Valg af 2 bestyrelsessuppleanter
- Valgafrevisor
- Valg af revisorsuppleant, dog ikke hvis revisor er et revisionsselskab
- Eventuelt
- 4.4. Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indgivet til formanden senest den 30. april.
- 4.5. Forslag, der er fremsat i overensstemmelse hermed, gøres tilgængelige på foreningens hjemmeside www.oellekollegrundejere.dk samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.
- 4.6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller mindst 1⁄4 af medlemmerne indgiver motiveret begæring med beslutningsforslag til bestyrelsen. Når sådan begæring er indgivet, skal generalforsamlingen afholdes inden 1 måned efter begæringens modtagelse. Hvis ikke 3/4 af de medlemmer, der har ønsket generalforsamlingen indkaldt, er til stede, kan generalforsamlingen ikke afholdes.
- 4.7. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker skriftlig til samtlige medlemmer med minimum 7 dages varsel.
- 4.8. Til vedtagelse af beslutninger på generalforsamlinger kræves, at flertallet af de fremmødte stemmer for forslaget. Til vedtagelse af ændringer i foreningens vedtægter samt til salg af foreningens veje og strandgrund kræves dog, at 1/2 af medlemmerne er til stede, og at 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget. Er det fornødne antal ikke til stede, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, der skal afholdes inden 1 måned. På denne kan vedkommende beslutning gyldigt vedtages, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget.
- 4.9. Hvert medlem har en stemme pr. parcel.
- 4.10. Stemmeafgivning kan ske med skriftlig fuldmagt.
- 4.11. Alle generalforsamlinger skal – efter bestyrelsens valg – afholdes enten i Tisvilde eller inden for det storkøbenhavnske område.
- 4.12. Den af generalforsamlingen valgte dirigent afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivningen.
5. Bestyrelsen
- 5.1. Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer der vælges af generalforsamlingen.
Af bestyrelsen afgår efter tur skiftevis 2 og 3 medlemmer hvert år. Dog afgår formand og kasserer ikke samtidigt. - 5.2. Bestyrelsen har ledelsen af foreningens virksomhed og er bemyndiget til at disponere over foreningens midler i overensstemmelse med det i vedtægterne angivne formål og i øvrigt efter de af generalforsamlingen givne retningslinjer.
- 5.3. Bestyrelsesmøde afholdes så ofte, formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det påkrævet.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
- 5.4. Foreningen tegnes af formanden sammen med et af de øvrige medlemmer af bestyrelsen. Der kan meddeles kassereren enefuldmagt til foreningens konti. Til salg og pantsætning af foreningens ejendomme kræves underskrift af den samlede bestyrelse.
6. Regnskab og revision
- 6.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
- 6.2. Regnskabet skal være klar til revision inden udgangen af marts måned og skal forelægges i revideret stand til underskrift af den samlede bestyrelse inden udgangen af april måned.
- 6.3. Foreningens midler skal i videst muligt omfang indestå på konti i danske pengeinstitutter efter bestyrelsens valg.
7. Medlemmernes hæftelse
- 7.1. Medlemmerne hæfter ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.
8. Foreningens opløsning
- 8.1. Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller fra 1/4 af medlemmerne, og kan kun vedtages efter samme regler, som gælder ved ændring af vedtægterne. Forslaget skal tillige indeholde bestemmelser om anvendelsen af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses, så længe der påhviler den gældsforpligtelser.
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 12. april 1951 med senere ændringer, senest den 14. juni 2020 og 15. august 2021.